• Dansk

Fødselshjælper for en god idé

« Tilbage

Hvordan kan man sikre, at sarte medicinalvarer holder en temperatur på mellem 2 og 8° hele vejen fra Danmark til Australien? Den udfordring var Styropack med til at løse for Origio, der producerer væsker til fertilitetsklinikker – og har et stort marked på den modsatte side af kloden.

 

pdf-icon-small
Download case som pdf her.

 

Emballage kan være en markedsføringsfordel

Ligesom livets mirakel er en følsom størrelse, kræver det præcision at hjælpe miraklet på vej på en fertilitetsklinik. Og det kræver lige så nøje omhu at bringe de nødvendige væsker fra Danmark til fertilitetsklinikker på den modsatte side af kloden. Det ved virksomheden Origio alt om. Origio producerer fertilitetsvæsker i Danmark, og væskerne skal opbevares ved 2-8° C. Også på den lange rejse til oversøiske markeder.

– Vores udfordring var, at væskerne enten blev for kolde eller for varme. Vi kunne selvfølgelig pakke dem med køleelementer, men det var umuligt at styre. Vores produkter kan være op til 5 døgn undervejs til Australien, og det er længe at holde en lav temperatur i kassen. Faktisk skulle der så mange køleelementer til, at der i stedet kom frost i kassen. Og det kan vores produkter slet ikke tåle, fortæller Thorleik Nellemann, der er Process & Validation Manager hos Origio.

Den udfordring blev starten på en lang række eksperimenter i et tæt samarbejde mellem Origio, producenten af køleelementer og Styropack, som stod for konstruktionen af transportkassen. Thorliek Nellemans ønskedrøm var en engangsemballage, der kunne sikre 2-8° C i op til 5 døgn.

 

Et godt spørgsmål bragte løsningen nærmere

Mens der blev afprøvet køleelementer og vægtykkelser i transportkassen, begyndte ordrerne at tikke ind fra Australien. Så Origio måtte pakke i de foreløbige kasser. Men når der kun var ganske få varer i kassen, blev frostproblematikken ekstra påtrængende. Thorleik Nellemann foreslog pakkemedarbejderen, at hun lagde et ufrosset køleelement i kassen sammen med varerne – for at kompensere for den lille varemængde. Opmærksomt spurgte hun: Hvor? Over, under eller ved siden af? Og det bragte Thorleik Nellemann på sporet af løsningen: Mellem fryseelementet og varerne kunne man tilføje et antifryseelement.

 

Origio fik et engangskøleskab

En række eksperimenter senere var løsningen født: Transportemballage i EPS med køleelementer yderst, varer inderst – og derimellem et tyndt lag antifryseelement til at stabilisere temperaturen. Og, ikke at forglemme, en EPS-kasse støbt med præcis de tykkelser og hulrum, der holder alle elementer på plads.

I praksis fungerer kassen som et køleskab, der kan holde temperaturen mellem 2 og 8° C i op til 6 dage. Origio kan altså garantere kunderne, at varerne bliver opbevaret korrekt under transporten. Som et lille plus er varerne fri for kondens, da de ligger adskilt fra køleelementerne.

– For os har det været afgørende, at transporten sker i en engangsemballage. Det vil være alt for dyrt og besværligt at installere kompressorer og batterier i alle de kasser, vi sender. Nu kan vi garantere 6 døgns holdbarhed, altså endnu mere, end jeg havde turdet ønske. Og det har givet os en klar markedsføringsfordel på vores fjerne markeder!, lyder det begejstret fra Thorleik Nellemann.

video

 

Samarbejdet mellem Origio og Styropack resulterede i:
• Sikkerhed for at deres forsendelser havde den korrekte temperatur under transport i op til 6 dage
• Kondensfri transport
• En markedsføringsfordel