• Dansk

Grøn virksomhed bliver endnu grønnere

« Tilbage

Gartneriet BladGrønt er Nordens største salatgartneri og har over 30 års erfaring i at dyrke mange typer salater. Hver dag sender de 22 medarbejdere omkring 3.000 kasser af sted til især cateringbranchen i Danmark og Sverige.

Salatgartneriet BladGrønt fik stor opmærksomhed – og glade medarbejdere – da de for 6 år siden skiftede de traditionelle hvide EPS-kasser ud med orange salatkasser. Siden er BladGrønt blevet et 100 % økologisk gartneri, der hele tiden er på vej til at blive grønnere. Nu kan man også se det på salatkasserne.

 

pdf-icon-small
Download case som pdf her.

 

Fra konventionel til økologisk drift

For Gartneriet BladGrønt har det været en længere rejse at lægge om til økologi. Ideen udsprang af forandringer i markedet, og direktør Gert Larsen så en mulighed for at bide sig fast i en niche, der er i vækst. Ikke kun i Danmark, men også i udlandet.

 

– Fra vi tog beslutningen, til vi kunne skrive ’økologisk’ på vores varer, gik der op imod 3 år. Selvom vi i princippet har dyrket økologisk fra dag ét, skal der gå 2 år, før vi må sælge varerne som økologiske. Det er der åbenbart mange, der ikke er helt klar over, fortæller Gert Larsen.

 

Grønt er også godt for øjnene

BladGrønts salater bliver pakket i specialfremstillede EPS-kasser, og oprindeligt valgte Gert Larsen de orange EPS-kasser som en erstatning for traditionelle hvide kasser. I klart solskin under glastagene kunne medarbejderne blive helt sneblinde af at se på de hvide kasser. Det problem forvandt, da kasserne fik en farve, der reflekterer langt mindre sollys.

 

For nu at markere skiftet til økologi valgte BladGrønt at erstatte de markante orange kasser med nye – lige så iøjnefaldende – grønne kasser. Kasserne er udformet præcis som de tidligere kasser, så Gert Larsen fastholder alle de fortrin, han én gang har investeret i: En kasse, der vejer meget lidt, er hygiejnisk, nem at stable sikkert og god til at holde salaten frisk, både sommer og vinter. Derudover er den god for medarbejdernes øjne.

 

Grønt, grønnere, BladGrønt

Hos BladGrønt er grøn produktion imidlertid meget mere end økologi. Og det er Gert Larsen glad for, at han kan understrege med den nye grønne salatkasse.

 

– Vi dyrker økologisk, og vi tænker grønt i hele produktionen. Det kan vi minde vores kunder om med en grøn kasse, forklarer Gert Larsen. Han tilbyder også at pakke i mere miljøvenlig plast og bionedbrydelige salatkasser, men det er der endnu ingen kunder, der har bedt om.

 

Ud over den økologiske metode tilrettelægger BladGrønt sin produktion, så gartneriet udnytter de naturlige sæsoner. For eksempel dyrker gartneriet grønkål om efteråret, feldsalat om vinteren og spidskål om foråret. Afgrøderne kræver mindre varme end sommerens salater. Derfor trives de ved lavere temperaturer i væksthusene, og det kræver mindre energi i produktionen.

 

Derudover har gartneriet fået regnet på energiforbruget i væksthusene, og det er ganske overraskende: Hver kvadratmeter væksthus opsamler solenergi svarende til 1 MWh om året. Og kun godt 4 % af energiforbruget i væksthusene stammer fra olie og el.

 

Endelig har Gert Larsen for længst besluttet, at gødningen i den økologiske produktion skal være plantebaseret.

 

– For at undgå bakterier fra dyr benytter vi ingen dyregødning. Den aktuelle hygiejnekrise, hvor tyske avlere fik problemer med livsfarlige bakterier fra dyr, har vist, at det var en sund beslutning. Når vi udelukkende benytter plantegødning, er vores produktion mindre sårbar. Og endnu grønnere, lyder det med et smil fra Gert Larsen.

video

 

Den kulørte salatkasse giver:

• Mersalg

• Bedre arbejdsmiljø

• Bedre hygiejne

• Frisk salat længere

• Miljøneutral emballageløsning